USA

Vi besluttede at Capitol Hill måtte klare sig uden os, dagen før tog det 1½ time at køre fra Union Station og hjem til hotellet på grund af trafik.

I stedet daffede vi rundt i området for at finde pæne gaver at tage med hjem…

Georgetown er et meget hyggeligt område i Washington. Vi spiste morgenmad på en hyggelig café, (efter en forgæves jagt på specielle elpærer), stødte på en Eagels Outfitters, hvor Isabella fandt et par trøjer, derefter var det tid at finde tilbage til hotellet for at mødes med Ali, vores chauffør med den store bil. Han kom FØR tid, og vi fik smidt alle vores kufferter i bilen, afsted til lufthavnen (den første km. gik i sneglefart, men Ali kendte heldigvis en smuk smutvej, så vi ankom til Dulles i god tid.

Vi blev nødt til at købe en taske efter check in (ingen overvægt – i hvert fald ikke i kufferterne, SØDE SVOGER!!) fordi vores ene pose med Wii-fætteren var gået i stykker.

Fin flyvetur, så en million film, sov ikke, og da vi landede stod familien og tog imod os i Kastrup – dog uden flag, meget skuffende

Derefter hjem til os til morgenbord, i to biler, vores 7 kufferter fylder trods alt en del.

Her til eftermiddag har vi pakket ud, hele stuen er fyldt med tøj, vasketøj, æv, men heldigvis er det meste nyt og vi har ryddet grundigt op i vores gamle tøj.

Vi er allerede i gang med at tale om, hvilke byer vi skal besøge næste gang!!

Konklusionen må være at vi har været yderst tilfredse med Nyhavn Rejser – hvis vi selv havde planlagt turen eller brugt det andet tilbud vi havde fået, havde vi ikke fået alle de oplevelser vi har fået på denne tur.

Vores webalbum på Picasa bliver opdateret – de billeder vi har lagt på indtil nu er kun en brøkdel af de billeder vi har taget. Desværre viser billederne ikke helt, hvor fantastisk et land USA er.

“We’ll be back”

Æv, i dag er det sidste dag og vi skal hjem – det har vi overhovedet ikke tid til!

I går meldte Henrik sig frivilligt til at være “Washington-Monument-billetansvarlig”, så han tog løbetøj og løbesko på og løb hen for at hente billetter. De er gratis, men skal altså hentes samme dag, hvis man ikke har været så snedig at forudbestille. Så snedige havde vi ikke været…

Vi fik billetter til kl. 12 og måtte pænt stå og vente i kø, de lukker 8 – 9 stk. ind af gangen, men kun for at komme igennem sikkerhedscheck, så får man pænt at vide at man skal sætte sig og vente indtil næste hold er checket og så er det ellers op med elevatoren. Der er små vinduer i 500 fods højde, hvor man har udsigt over hele Washington, desværre var det øsepøseregnvejr, så udsigten var lidt begrænset.

Derefter en etage ned for at tage elevatoren, glasset i elevatoren bliver frosted, det er en gasart fortalte rangeren, så vi ikke bliver dårlige over, hvor hurtigt elevatoren kører. Den stopper to gange på turen ned, hvor man bl.a. kan se farveforskellen på bygningen, den stod stille nogle år på grund af manglende finanser.

Sjov oplevelse, vi anede slet ikke at man kunne komme op i Washington Monumentet.

Efter den tur iførte vi os smarte regnslag, og gik hen for at se Jefferson Memorial, Victor synes det er mærkeligt at lave sådan et stort monument for bare en mand, når soldaterne fra Vietnam og Korea “bare” har fået en væg – og det har han vel ret i…

Våde og trætte (og lidt sure….) fandt vi det første det bedste sted at spise frokost. Det var på Holocaust museet, vi var dog ikke inde, kun i cafeen (vegetarisk!), hvor vi selvfølgelig også skulle igennem et sikkerhedscheck.

Taxa hjem – slappe lidt af – og så afsted til Union Station for at se den, meget flot.

Washington er en dejlig by!! Der er plads på fortovene, folk er klædt ordentligt på og her er ikke larmende spillemaskiner. Sikke en kontrast.

Vi sov længe, nogen af os, og gik derefter hen til downtown Washington, for at se det Hvide Hus og alle de andre ting.

Det Hvide Hus har været så uforskammet at stille et festtelt foran, så vi ikke kan se en disse. HMFRRR!!!!

Efter det gik vi til Washington Monument, men for at komme derop skal man bestille tid meget tid i forvejen eller troppe op samme dag for at få billetter – det satser vi på at gøre i morgen.

Vi skulle også lige besøge Lincoln Memorial, og det førte os igennem et mindested for Koreakrigens ofre – vi mødte en masse veteraner – på mig gjorde det et dybt indtryk – men jeg kan blive rørt over alting. Vi så også et mindesmærke for 2. verdenskrig, igen meget meget rørende.

Derefter gik vi hen til National Smithsonian Air and Space Museum, stor oplevelse, Victor kunne genkende det han havde lært fra “Nat på museet 2”, ikke som New York, de havde virkelig forstået at udnytte filmen og folks interesse for at gå på museum.

Derefter taxa hjem til hotellet, vi havde gået over 10 km på gaderne (ifølge MIN gps). Taxachaufføren troede vi var fra en anden stat – vi skal vist snart hjem

Sikke en stor og kæmpe, kunstig, mærkelig by, så er det vist sagt.

Vi kunne vist godt have brugt et par dage mere, der er meget der mangler at blive set, næste gang.

Vi sidder og venter i lufthavnen lige nu, flyet er selvfølgelig forsinket, rundt omkring os er der naturligvis spillemaskiner, hvis ventetiden skulle blive for lang kan man jo lige tabe de sidste dollaser.

Sikke et gedemarked, vi sidder nu i lufthavnen og venter på flyet til Washington, som desværre er forsinket et par timer.

Vi checkede ud af hotellet, stuepigen var allerede i gang med at rede senge, selvom al vores bagage stadig var på værelset, sengetøjet blev IKKE skiftet, vi håber det var en fejl og det bliver skiftet til de næste, der flytter ind. Hun bad om legitimation, om vi havde adgang til værelset, hm! Da vi så gik med al vores bagage var der en anden stuepige, der på gangen spurgte om vi havde taget den forkerte elevator, sagde jeg nej og hvorfor – hvilket resulterede i at hun spurgte efter vores værelsesnr. Meget mærkelig opførsel på det hotel.

Vi skulle aflevere bilen hos Avis i lufthavnen og derefter tage en shuttlebus til lufthavnen. Supernemt med 7 kufferter! Åhhhh, da vi så fik checket ind, var der 6 kg. for meget bagage i den ene kuffert, så hen og pakke om. Derefter igennem security, af med sko og trøjer og det hele, derefter med tog til vores terminal. Lufthavnen er KÆMPESTOR.

De har gratis internet, det er mere end det hotel vi lige har boet på har, der kostede det 10 $ for 24 timer, ikke dyrt, bare mærkeligt når det er gratis alle andre steder.

Næste gang I hører fra os, er det fra Washington. Det er en by, vi glæder os meget til at se.

Las Vegas er mærkelig, vi skulle måske have haft en dag til, for at kunne nå noget mere og måske se et show, men det er altså mest en by for voksne.

Det er tidlig morgen i Las Vegas, vi ankom i går efter en lang køretur fra Grand Canyon.

Vi stoppede ved Hoover Dam, den ene side ligger i Arizona og den anden i Nevada, og der var “sikkerhedscheck” for at komme igennem, det bestod dog blot af, at en politimand kastede et blik på os og vinkede os videre. Jeg sad med kortet over USA og “Turen går til Californien” så vi lignede nok heller ikke andet end turister.

Henrik syntes ikke dæmningen så ud som på film, (han har åbenbart glemt ALT, hvad vi lærte i Universal,) så vi stoppede på Nevada-siden, hvor vi samtidig spiste frokost. Der er vejarbejde eller broarbejde, så det tog en evig tid at køre igennem det område.

Vi ankom til Las Vegas og fandt uden problemer vores hotel, stillede bilen og så blev det ellers vanskeligt. Hotellet er kæmpestort og forvirrende. For at komme til receptionen skal man igennem et inferno af et casino, hvor det bimler og bamler med “en-armede”. Folk sidder i turistuniform (dødssyg t-shirt med festligt print og shorts) og meget unge piger går rundt i meget lidt tøj og serverer drinks. Musikken er høj høj høj.

Vi blev dog checket ind, gik op og så værelset, og ellers ned for at hente vores bagage. Det var lidt af en opgave at finde tilbage til parkeringshuset, og der er selvfølgelig ikke direkte elevatoradgang derfra, næ nej, man skal først med en elevator, derefter med en rulletrappe (superduper smart, når man har en masse kufferter!) og så en anden elevator, der fører op til værelserne. Det tog ½ time eller noget i den stil.

Vores ene kuffert er stået af, så vi blev nødt til at ompakke og derefter købe en ny – købte samtidig et par andre småting.

Derefter ud på “The Strip” – hovedgaden i Vegas (findes der andre gader??) for at finde noget mad. Vi besluttede at spise i Eiffeltårnet (ikke Garmins skyld, at vi landede der!), der er Frihedsgudinden, Luxor, Rom og naturligvis også en lille bid af Paris. Vi var vist de eneste, der kom ind fra gaden for at spise, alle (andre!) var i pænt tøj og højhælede sko (kvinderne!), heldigvis havde jeg “tvunget” Henrik til at smide turistuniformen og tage noget mere almindeligt tøj på. Det var dyrt og godt at spise der. Bagefter tilbage til hotellet, igennem casinoet igen, hvor et par Blues Brothers-look a like optrådte. Vi skyndte os dog op på værelset for at sove, vi skal flyve videre til Washington.

Las Vegas er kaos, kunstig, klaustrofobisk.

Route 66

Vi forlod Lake Havasu tidligt efter et solidt morgenmåltid, vi havde nemlig en pæn tur foran os, pæn i tid, ca. 3 -4 timer til Grand Canyon.

Eftersom vi (endnu) en gang valgte at ignorere “Garmin – den grusomme” blev turen lidt længere, men det var med vilje vi ville nemlig køre på Route 66 – den legendariske rute fra Chigago til Santa Monica. Vi nuppede dog kun en lille del af turen, nemlig fra Killmann til Grand Canyon, og med alle de mange sjove butikker, blev vi nødt til at stoppe ret tit;-)

Inden vi kom ind på selve route 66, kørte vi langs godstur så lange som jeg ved ikke hvad. Der skal 4 lokomotiver til at trække dem, de første containere er i to lag, og derefter er det sættevogne til lastbiler i lange baner. Meget imponerende.

Vi stoppede (under vilde protester fra GPS-GARMIN) i et besøgscenter, hvor man kunne lære mere om ruten og desuden købe pæne ting til hjemmet. Vi modstod dog fristelsen til at købe en broderet kuffert…og jeg MÅTTE ikke købe et broderisæt, hvor man selv kunne brodere route 66 (beklager søster, jeg finder noget andet)

De tilbød desuden “travelkit” kun til voksne, da det indholdt ting uegnede for børn, både Henrik og jeg tog et, og da vi kom ud i bilen, vidste det sig, at de “uegnede ting” var tamponer! Mener også de er uegnede for mænd….

Vores næste stop var hos Hackberry General Store, jeg havde læst i “Turen går til Californien” at man ikke må gå glip af det sted.

Det kan næsten ikke beskrives, det skal ses, se billederne senere på Picasa.

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/Route66?feat=directlink

Manden ved kassen ligner en, der har eksisteret siden vejen blev anlagt, en sjov gammel fyr. Da vi stod ved kassen, stod der en lige så gammel mand bag os, med noget der lignede route66-øl. Henrik spurgte ham og fik at vide at det var root beer uden alkohol –

da jeg så spurgte hvad det er, gav hele køen sit besyv med – vi købte to, selvom vi fik at vide at europæere mener det smager af hostesaft. Vi kan endnu ikke fortælle om det er sandt eller ej, har ikke smagt dem. Vi købte også et par andre småting til hjemmet – vores eget. Næste stop var for at spise frokost, det foregik i et indianerreservat, hvor maden var forbavsende god og priserne forbavsende fornuftige.

De havde naturligvis også en lille souvenirbutik, hvor Isabella og Victor fik hver deres “hold onde ånder væk- og drøm sødt-armbånd” – det har hjulpet, vi har ikke set skyggen af onde ånder,-)

Vi stoppede i endnu en by, bare for at kigge og kørte derefter direkte til Grand Canyon.

Her skal vi være i 2 nætter, heldigvis, det var en lang køretur og vi var alle trætte – men vi skulle selvfølgelig lige hen og se “hullet”.

Igen stor ros til Nyhavn Rejser, vi skulle gå maks. 5 minutter for at nå til South Rim, kanten af Grand Canyon.

Sikke en udsigt!! Victor var lidt nervøs, for der er jo ikke specielt børnesikret, og han kunne ikke rigtigt lide at gå ned af stien.

Måske var det træthed efter køreturen og går bedre i morgen? Vi skal ikke ud og hike, men tager enten en bus rundt eller en helikopter, skal lige finde ud af, hvilke muligheder der er og om ALLe har lyst til helikoptorturen. Hvis ikke, bliver det bus.

Vi spiste mad på hotellet, der er cafeteria, og det er udmærket mad, det mætter og mere er der ikke at sige om det – Gordan Ramsay ville helt sikkert kunne komme med et par forbedringstips.

Og sikkert et meget stort og smukt “hul”, men vi har sandsynligvis ikke internetforbindelse de næste 2 dage, så der kommer ikke nyheder herfra, før vi er i Las Vegas.