USA

I går var vi på Alcatraz, vi havde bestilt billetter over nettet, da vi kom tilbage fra Fisherman’s Wharf, da deres net jo var nede dagen før. Det gik nemt og smertefrit (94$ for os 4- men turen var alle pengene værd).

Selve turen derud tog ca. 10 minutter og der er 2.78 km. (meget nøjagtigt, jeg havde nemlig GPS-ur på, så jeg kunne måle det).

Alligevel mener man ikke at der er nogen fanger, der er nået i land, da vandet er ispiskende koldt og strømmen er meget stærk.

Vi gik direkte op til selve fængslet og fik udleveret ørebøffer til en audio tour, så vi selv kunne gå rundt og følge instrukserne.

Det er forhenværende fanger og personale, der fortæller, meget spændende og helt ufatteligt at der har levet folk i de celler. Det er fuldstændig som de forskellige film man har set om fængsler i USA.

Turen var selvfølgelig på engelsk, men vi fik da oversat det meste til Victor og forklaret ham, hvad der var sket og hvordan de havde levet. Det der dog gjorde mest indtryk på ham, var at der sad en tidligere indsat henne i souvenirbutikken (jo, selv der er der en souvenirbutik!) og signerede sin bog. Victor mente at de godt kunne lade ham gå igen, da han så meget gammel ud. Han var med færgen hjem, så vi… John Dekker, dømt for bankrøveri, han sad der i 29 år, så det må vist også siges at være nok.

Sjovt nok (ha ha) var Al Capone dømt for skattesvig, hvilket ikke burde udløse en billet til Alcatraz, da det kun var de “værste” forbrydere, der sad der.

Nu gider vi i hvert fald ikke høre brok om størrelsen og indretningen af vores børns værelser;-)

Efter Alcatraz trængte vi til en is, og tog derefter en cable car hjem igen. Nu er vi blevet erfarne Cable Car-guys, så vi stod selvfølgelig op hele vejen.

I dag skal vi forlade San Francisco og hente bil, derefter kører vi til Sonoma, med en lille afstikker til et outlet. Lidt tøj skal man jo have…

Der var jo klimakonference i New York mens vi var der, og det er gået op for os, hvorfor Barack Obama ikke kommer til klimatopmødet i København til oktober (og det er altså ikke fordi vi er i Washington i oktober, tror vi nok). Han har simpelthen travlt med at feje for egen dør først, vi boede overfor et kontorhus i New York, og der var stort set ingen etager, hvor der var slukket og lukket om natten. Lyset var tændt på hele etager, computere stod tændt og det var ikke fordi, der var nogen på arbejde.

Flasker og dåser er uden pant og bliver derfor bare smidt ud. Deres is er ikke bare pakket ind i papir, men udenom er der lige papemballage. Deres engangsglas er hver for sig pakket ind i plastic, og vi kunne blive ved.

Ethvert hotel med respekt for sig selv har selvfølgelig også air-condition, der kører døgnet rundt (det vil vi først være forargede over, når vi er kommet hjem til kulden igen).

I supermarkederne bliver varerne ikke bare pakket i en enkelt plastpose, næ, de tager rask væk en 2 – 3 plastposer ind i hinanden, fordi?????

Det er ikke fordi vi normalt er superfanatiske hvad miljø angår, men det her er simpelthen tåbeligt.

Dette var dagens moralske indslag

I dag har vi været i Fisherman’s Wharf, et område med restauranter, souvenirbutikker og alt hvad hjertet kan begære af den slags. Vi kørte selvfølgelig med cable cars for at komme dertil, hvordan kan man ellers lade sig transportere når man er i San Francisco? Vi stod meget tæt på bagperronen, og the gripman, (ham, der styrer bremserne) fik skældt Isabella godt og grundigt ud, fordi hun ikke lige lystrede hans instrukser med det samme. Da vi så fortalte at hun ikke forstod engelsk, blev han meget interesseret i, hvor vi kom fra, og lod os ellers stå og hænge ud over kanten af vognen. Jeg stod inde i selve vognen (jeg lystrede nemlig!), men blev kaldt ud, så jeg også fik en fin udsigt. Det er altså sjovt at køre i de vogne, hold ferie, hvor er de gader stejle.

Vi blev sat af ved Fisherman’s Wharf, hvor vi selvfølgelig skulle se søløverne, der af en eller anden mærkelig årsag holder til på Pier 39. Der er mange, rigtig mange!

Vi spiste frokost med udsigt over søløverne, en restaurant, der hedder Crab House. Det var dejlig frokost, jeg fik krabbeklør i stærk tomatsauce, men nægtede at tage hagesmæk på;-)

Heldigvis spildte jeg ikke, og tro mig, tjenerne holdt øje med mig;-) Voksne mennesker med hagesmæk, nope!!

Bagefter tog vi hen for at købe billetter til Alcatraz, men deres PC’er var nede, så vi kunne ikke købe billetter til dagen efter. Vi havde læst alle steder at man burde reservere plads, men det havde vi ikke lige gjort. Vi har istedet bestilt billetter til i morgen eftermiddag – så ingen fængselstur i dag.

Vi tog selvfølgelig også en cable car hjem igen, og denne gang var jeg blevet modig og stod og hang på siden.

Lige nu er vi på hotelværelset, hvor vi har tvunget Isabella og Victor til at læse lidt lektier.

Vi rapporterer fra fængslet i morgen…hvis vi altså slipper ud igen.

Så har vi forladt New York for at tage videre til San Francisco. Vi bad vores hotel vække os kl. 03.45 og bestille en taxa til kl. 05.00. Godt jeg har et indbygget vækkeur, jeg vågnede kl. 3.44 for vi venter stadig på at hotellet ringer og vækker os. Til gengæld havde de bestilt transport til lufthavnen, da vi kom ud på gaden spejdede vi efter taxaen, så da godt (det kunne vi dårligt undgå!) at der holdt en kæmpelang hvid limo, men regnede ikke med det var til os. Men det var det altså, så vi ankom i allerfineste stil til JFK – ovenikøbet var turen billigere end med taxaen fra Newark.

Flyveturen gik fint, det tager 6½ time at flyve, vi fløj kl. 7 New York-tid og landede i SFO kl. 10.00 lokal tid, så vi har været oppe i laaaang tid.

Vi tog metroen fra lufthaven og steg ud lige der, hvor de berømte cable cars vender. Vi har ikke nået at prøve dem endnu, men det skal vi selvfølgelig prøve. Vi har været en tur i Macys, Isabella fik en masse tøj, og Victor fik også. Henrik og jeg fik ingenting 🙂

Om lidt skal vi ud i byen, kl. er efterhånden blevet 17.00 – lokal tid, den er 02.00 i DK nu.

San Francisco virker noget mere rolig end det hektiske New York – vi glæder os til at se mere af byen.

4. dag i New York skulle være store-shoppingdag, men det egner vi os altså ikke til. Vi tog ellers afsted tidligt for at komme til Macy’s – og havde gjort vores hjemmearbejde godt ved at studere hjemmesiden MEGET grundigt. Det er verdens største stormagasin – ja det kan godt passe, det er fuldstændig uoverskueligt, så vi opgav simpelthen.

I stedet tog vi bussen hen til Central Park – og i modsætning til Isabella synes jeg ikke den er falsk, jeg synes den er helt fantastisk – tænk at være i sådan en by med så mange indbyggere, og så være i en park og ikke kunne høre trafik eller andet støj – med mindre man regner alle musikanterne for at udøve støj;-)

Vi spiste hotdogs (husk vi fik grøntsager i går til aftensmad) i parken, jeg troede de blev serveret med alt muligt mærkeligt, men de kunne kun svinge sig op til at tilbyde sennep og/eller ketchup – hm.

Efter en dejlig tur rundt i noget af parken, tog vi hjem og hvilede lidt, hvorefter vi besluttede at finde vores shoppegen. Isabella fandt sit i en GAP-butik, og da vi stødte ind i en Esprit på Fifth Avenue, fandt Henrik og jeg også vores. Det blev til nogle t-shirts og nogle kjoler (kjolerne til Isabella og mig!). Victors shoppegen har aldrig været væk, og han har lige pludselig fået en stor interesse for baseball, hvilket måske skyldes at vi bor lige over for Yankees clubhouse – svarer til FCK-shoppen derhjemme, bare baseball. Han kunne gå amok derinde, men det får han ikke lov til, han fik et bat og en bold.

I morgen tidlig, meget tidligt, flyver vi til San Francisco.

Efter museet tog vi bussen rundt om Central Park, lige med en afstikker til Harlem. Der er stor forskel på de guider, der er ombord på busserne, vi har været udsat for “wannabe”NYPD’s og “wannabe” stand-up’ere, guider, der synger så snart de selv synes det falder HELT naturligt ind i den historie, de er i gang med at fortælle, og det falder helt naturligt rigtig mange gange.

Det bliver en stor dag, når jeg kan lære at holde min mund, men efter at to passagerer på bussen røg (det er strengt forbudt i den åbne dobbeltdækker!), stjal guidens regnslag og så ovenikøbet talte så højt sammen, at vi faktisk ikke kunne høre, hvad guiden sagde, blev jeg simpelthen nødt til at sige noget til dem – især da kvindemennesket lige havde afbrudt guiden for at høre, om han vidste hvad der skete i Central Park lige ved det telt vi passerede. Så vendte jeg mig om på mit bedste engelske og sagde at det havde han faktisk lige fortalt, så hvis de ville være så venlige at holde deres mund, og ikke bavle henover (bavle med håndtegn, der vist er internationalt, de forstod det vidst!) så ville vi andre være glade. Det blev guiden også, jeg fik en ven for livet, og han sagde at sådan havde de været på hele turen. Jeg er sikker på at det beror på en tilfældighed at de stod af ved næste stop….

Vi spiste middag på en rigtig dejlig restaurant, hvor de serverede grøntsager, ikke de obligatoriske french fries (nej, Isabella, det er ikke grøntsager, selvom det står på t-shirts fra GAP). Vi sad på en tagterrasses med udsigt til en stor vej, hvor der ofte var udrykning.

Hold da helt ferie, hvor amerikanerne ikke respekterer blå blink, de flytter overhovedet ikke deres biler så brandvæsen, ambulancer eller politi kan komme frem. Min teori er, at de har fået kørekort så tidligt, og har så store parkeringspladser, hvor de ikke behøver at afstandsbedømme, at de simpelthen ikke kan se, at der er plads nok til at køre lidt ud til siden.

På grund af klimamødet er byen er fyldt med politibetjente og FBI -øhhh, det sidste digter vi – store mænd i jakkesæt, solbriller og ørebøffer, det er da FBI, er det ikke? Måske skulle vi til at skære lidt ned på CSI-forbruget? Der kommer ellers en helt ny serie, NCSI fra Los Angeles, den havde premiere i tirsdags…

Dagen begyndte med en tur i Empire State Building – heldigvis havde vi valgt en dag, hvor der ikke var særlige mange andre turister – for hold da helt op, hvor kan der være lang kø derinde. Når man først tror man er færdig med at stå i kø, kommer der en kø til og igen og igen. Men som nævnt, vi gik lige igennem. Amerikanere er utroligt dygtige sælgere – man kommer forbi en stand hvor man får at vide at man ikke kan undvære audio sets – ja tak det bliver lige en millionmilliard – det købte vi nu ikke – kun et kort til 8$ 😉 Så blev der lige taget et (dårligt) billede af hele familien, vi kunne købe på vej ud etc. etc.

Vi havde billetter til toppen, men de banditter påstod hårdnakket at det kostede ekstra 400 kr. for hele familien, (selvom det stod på billetten) så vi blev på 86. etage. Udsigten der var også helt fin. På vej ned, blev vi selvfølgelig lige guidet igennem deres souvenirbutik, men vi fandt ikke lige den pæne ting til hjemmet vi manglede og heller ikke den pæne ting, vi planlægger at købe med hjem til familien;-)

Derefter tog vi bussen til Naturhistorisk Museum, vi HAVDE fortalt Victor en million gange at det IKKE ville være ligesom på film (Nat på museet for dem, der læser dette og ikke måtte have børn) og det var det så heller ikke. Det var stort set lige så spændende som dengang man blev tvangsindlagt til ekskursion i 5. klasse til Zoologisk Museum i København. Det blev 53$, men Victor fik set og taget billeder af DUMDUM. (Se billederne eller se filmen;-)

Hvorfor opdaterer de ikke det museum, når de nu har set filmen? Det kunne gøres så spændende.

Nå, derefter tog vi bussen rundt om Central Park, med en afstikker til Harlem. Mere om det senere. Victor faldt i søvn på busturen og oplevede derfor ikke det hele. Det var altså også et søvndyssende museum.

Som Isabella skrev købte vi billetter (323$ – ca. 1650 dkr.) til at kunne af og på busserne i 3 dage og samtidig adgang til (+ andre ting) “Damen med isvaflen” – bedre kendt som Frihedsgudinden.
Hende besøgte vi i går – efter at vi var kommet igennem et sikkerhedscheck, der er en helt på højde med det man kommer igennem, når man skal flyve. Vi slap dog igennem og stod ellers som sild(!) i en tønde på færgen over til Liberty Island. Sikke en udsigt over Manhanttan. Det tog vi kun et par millioner billeder af – sammen med alle de andre…

Da vi kom derover, var vi glade for at vi havde været ALT for langsomme til at søge om at komme op i kronen, eller havde købt billetter til at komme op på soklen – der skulle man selvfølgelig igennem endnu et sikkerhedscheck og det så ud til at tage meget lang tid.

Vi fik taget de obligatoriske billeder – også for en hel masse andre – Henrik og jeg må se meget ærlige ud – i hvert fald bliver vi tit spurgt om vi vil tage billeder af folk – og det gør vi jo gerne.

Efter ikke at være gået amok i souvenirbutikken tog vi færgen tilbage til New York- den stoppede godt nok ved Ellis Island (der, hvor immigranterne blev taget imod og undersøgt, når de kom til Amerika) – men vi valgte det fra. Frokosten var vigtigere;-)
Den blev indtaget på Burger King – stor kulinarisk oplevelse – især når de bruger vandhanevand til deres Pepsi – Diet Pepsi – nu med klorsmag.

Fordelen ved den Burger King var at den lå lige ved Ground Zero.

Ground Zero er et ufatteligt stort område, det vidste vi jo godt, men at se det med egne øjne..
Vi besøgte også det lille museum, der netop er åbnet, og der blev jeg altså lidt tudefjæs at se og høre folks egne beretninger og se “effekter” fra stedet. Der var også en lille butik, men da overskuddet går ubetinget til opførslen af et mindested synes vi godt vi kunne købe lidt der. Det blev til et par armbånd, en t-shirt og en baseball. Resten af sedlen donerede vi til stedet – nu håber vi de bruger de 16.42$ med omhu.

Derefter tog vi bussen hjem – da vi havde fundet den altså, og efter et hvil på hotellet tog vi en tur i Central Park.

Det var begyndt at at blive mørkt og eftersom jeg har set for mange CSI-serier, valgte vi at vende om ret hurtigt og tage turen i morgen i dagslys.

I morgen (i dag) begynder turen i Empire State Building, Henrik har lige læst at en eller anden har løbet derop (kun til 86. etage) på 9 minutter og 33 sekunder – jeg tror vi tager elevatoren…