USA

Route 66

Vi forlod Lake Havasu tidligt efter et solidt morgenmåltid, vi havde nemlig en pæn tur foran os, pæn i tid, ca. 3 -4 timer til Grand Canyon.

Eftersom vi (endnu) en gang valgte at ignorere “Garmin – den grusomme” blev turen lidt længere, men det var med vilje vi ville nemlig køre på Route 66 – den legendariske rute fra Chigago til Santa Monica. Vi nuppede dog kun en lille del af turen, nemlig fra Killmann til Grand Canyon, og med alle de mange sjove butikker, blev vi nødt til at stoppe ret tit;-)

Inden vi kom ind på selve route 66, kørte vi langs godstur så lange som jeg ved ikke hvad. Der skal 4 lokomotiver til at trække dem, de første containere er i to lag, og derefter er det sættevogne til lastbiler i lange baner. Meget imponerende.

Vi stoppede (under vilde protester fra GPS-GARMIN) i et besøgscenter, hvor man kunne lære mere om ruten og desuden købe pæne ting til hjemmet. Vi modstod dog fristelsen til at købe en broderet kuffert…og jeg MÅTTE ikke købe et broderisæt, hvor man selv kunne brodere route 66 (beklager søster, jeg finder noget andet)

De tilbød desuden “travelkit” kun til voksne, da det indholdt ting uegnede for børn, både Henrik og jeg tog et, og da vi kom ud i bilen, vidste det sig, at de “uegnede ting” var tamponer! Mener også de er uegnede for mænd….

Vores næste stop var hos Hackberry General Store, jeg havde læst i “Turen går til Californien” at man ikke må gå glip af det sted.

Det kan næsten ikke beskrives, det skal ses, se billederne senere på Picasa.

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/Route66?feat=directlink

Manden ved kassen ligner en, der har eksisteret siden vejen blev anlagt, en sjov gammel fyr. Da vi stod ved kassen, stod der en lige så gammel mand bag os, med noget der lignede route66-øl. Henrik spurgte ham og fik at vide at det var root beer uden alkohol –

da jeg så spurgte hvad det er, gav hele køen sit besyv med – vi købte to, selvom vi fik at vide at europæere mener det smager af hostesaft. Vi kan endnu ikke fortælle om det er sandt eller ej, har ikke smagt dem. Vi købte også et par andre småting til hjemmet – vores eget. Næste stop var for at spise frokost, det foregik i et indianerreservat, hvor maden var forbavsende god og priserne forbavsende fornuftige.

De havde naturligvis også en lille souvenirbutik, hvor Isabella og Victor fik hver deres “hold onde ånder væk- og drøm sødt-armbånd” – det har hjulpet, vi har ikke set skyggen af onde ånder,-)

Vi stoppede i endnu en by, bare for at kigge og kørte derefter direkte til Grand Canyon.

Her skal vi være i 2 nætter, heldigvis, det var en lang køretur og vi var alle trætte – men vi skulle selvfølgelig lige hen og se “hullet”.

Igen stor ros til Nyhavn Rejser, vi skulle gå maks. 5 minutter for at nå til South Rim, kanten af Grand Canyon.

Sikke en udsigt!! Victor var lidt nervøs, for der er jo ikke specielt børnesikret, og han kunne ikke rigtigt lide at gå ned af stien.

Måske var det træthed efter køreturen og går bedre i morgen? Vi skal ikke ud og hike, men tager enten en bus rundt eller en helikopter, skal lige finde ud af, hvilke muligheder der er og om ALLe har lyst til helikoptorturen. Hvis ikke, bliver det bus.

Vi spiste mad på hotellet, der er cafeteria, og det er udmærket mad, det mætter og mere er der ikke at sige om det – Gordan Ramsay ville helt sikkert kunne komme med et par forbedringstips.

Og sikkert et meget stort og smukt “hul”, men vi har sandsynligvis ikke internetforbindelse de næste 2 dage, så der kommer ikke nyheder herfra, før vi er i Las Vegas.

I bil, naturligvis, herovre er der ikke nogen, der går, så det gør vi selvfølgelig heller ikke, vi er jo næsten indfødte, efter 3 uger

Efter morgenmad – separat indlæg følger – gik turen mod Lake Havasu City. En frisk lille køretur på 3 – 5 timer – afhængig af GPS-type

Vi valgte at køre igennem Joshua Tree National Park, for at se de specielle træer, der er der. (Smart sted at gøre det!) Fru Garmin (vores dødssyge GPS) synes vi skulle vende om, selvom vi var ca 2/3 inde i parken, for at køre tilbage, selvom vejen fører direkte til Lake Havasu. Åhhh, jeg savner min Navigon GPS, men den ville nok ikke gøre nytte her, da den kun har kort over Europa.

Landskabet blev mere og mere goldt, og vi ventede hele tiden at se John Wayne eller nogle indianere, landskabet var som taget ud af en god gammel western.

Der er røde bjerge og fantastiske landskaber, jeg har taget en del billeder på bedste japaner/amerikaner-manér ud af vinduet i fuld fart.

De har nogle sjove skilte herovre, Isabella og jeg er begyndt at samle på dem, altså på billeder, vi stjæler dem ikke. Midt i ørkenen er der skilte med advarsler om oversvømmelse, i et område, hvor der falder 10 cm. regn om året, hvis de er heldige. Hm, vi kom heldigvis tørskoet igennem

Vi fulgte route 62, ja ja, route 66 er først i morgen, og heldigvis var vi så fornuftige at vende om for at tanke, da et skilt meddelte os, at der ikke var mulighed for at tanke de næste 100 miles. Det er kun 160 km, men der er INTET, ingen butikker, næsten ingen huse, ingen byer, intet.

Vi kørte langs jernbanen, der ligger omgivet af absolut ingenting, men alligevel er der skrevet “graffiti” langs jernbanen med sveller og sten. Hvem der skriver det og hvorfor har vi ingen anelse om, det er måske de lokales lørdagsunderholdning??

Vi har forøvrigt passeret en statsgrænse, vi er ikke længere i Californien men i Arizona. Foreløbig har vi ikke oplevet den store forskel, de taler stadig amerikansk, siger kvikke Henrik, mens han kigger over skulderen, han har da ellers selv adgang til at oprette indlæg,-)

Grænsen blev passeret ved at køre over Colorado River, meget smuk flod, men vi har jo kun set en brøkdel endnu.

Her er dog varmere, vi har ca 33 grader, ca. 13 grader over temperaturen i San Diego. Badevandet er også varmere, det i poolen altså. Det var nemlig det sted vi “landede” efter at være ankommet til hotellet.

Nu sidder vi og slapper lidt af på værelset, inden vi finder London Bridge og noget aftensmad.

Da vi kom til hotellet, som er rigtig pænt, til trods for folks (amerikaneres) negative kommentarer på Tripadvisor.com, skyndte vi os at finde badetøjet frem og kaste os ned i poolen. Der står godt nok den er opvarmet, meeeeen den er kun lige nummmeret varmere end Stillehavet, og vi er jo nogen, der har været der

Henrik og jeg solbadede mest (det var ikke så koldt) og vandhundene pjaskede i poolen. Som skrevet i går er klimaet helt anderledes end i San Diego, meget varmere, så det blev kun til et par timer i solen.

Derefter tog vi til det lille diskrete outlet med kun 130 butikker, Isabella og jeg gik alene, Henrik og Victor gik sammen, det gik fint, vi ringede sammen på nogenlunde bestemte tidspunkter, så vi vidste hvor hinanden var, og mødtes for at smide vores høst ind i bilen.

Efter et par timer der, gik turen til hotellet, lige skifte tøj og ud at finde noget at spise. Det var ikke en helt nem opgave, de nærmeste restauranter var lukkede, så vi besluttede at hente bilen og køre til downtown, som ikke er så langt væk. Man går åbenbart ikke her i landet, FORTOVENE er slet ikke oplyst. Vi fandt en dejlig italiensk restaurant, der serverede spinat til hovedretterne, dejligt med nogle grøntsager, det savner jeg virkelig. Der skal gnaskes gulerødder, når jeg kommer tilbage igen

I dag går turen til Lake Havasu, det er en køretur på ca. 3-4 timer, men vi gør holdt i Joshua Tree National Park og kigger på….træer.

Man kan ikke have været på vestkysten uden at have dyppet fødderne i Stillehavet, så det var det første vi gjorde i morges.

De kiggede godt nok noget, de surfere, der lå i varme våddragter og ventede på den rette bølge over at se 4 blege danskere (ok, det kunne de ikke se!) parate til at gå i vandet.

Om det var koldt? Det var ikke koldt, det var ISPISKENDE HYSTERISK ISKOLDT.

Strømmen var desuden meget stærk, så det blev kun til lidt sopperi.

Efter et bad og lidt morgenmad, gik turen til Palm Springs, hvor Isabella og Victor hygger i poolen.

Solen er meget stærk her, sjovt med de enorme temperaturforskelle der er, i San Diego gik meget af tiden med hættetrøjer (det er ikke en joke!) fordi der kun var 20 grader – 2 timers kørsel ind i landet gør en stor forskel, men det er jo også ørken.

Senere i dag skal vi ud at shoppe lidt, undskyldningen er at Isabella mangler tøj;-)

Vi havde en skøn dag i Seaworld i går.

Dagen begyndte med at vi kom forbi et sted, hvor man kunne fodre delfiner – vi troede det var noget man skulle forudbestille og betale spidsen af en jetjager for – men nej, der var et bassin, hvor man kunne håndfodre delfiner og ae dem. Sikke en oplevelse!!

Vi købte nogle fisk af en eller anden art, (4 små bakker for 21$ = 100 kr. men alle pengene værd) og så kunne vi ellers fodre delfiner og ae dem. Det var sjovt og hele turen til Seaworld værd.

Derefter var det tid til at møde Shamu, det kalder Seaworld deres spækhuggere (som på engelsk dramatisk hedder KILLER whales!) – det var ikke showet, men en opvisning i, hvordan man træner dem – (“hvorfor det mor, der er da ikke nogen af os, der har hvaler derhjemme?” – sagde Victor, og det har han jo ret i)

Vi kom derefter forbi søløverne, som man OGSÅ må fodre – det gjorde vi så også, de stiller sig simpelthen op, der hvor folk står med de “lækre” fisk og tigger. Det er om at være hurtig ellers tager havmågerne dem fra en, de er MEGET agressive.

Dem kunne vi ikke (ok, jeg turde i hvert fald ikke) røre, hverken søløverne eller mågerne;-)

Man kunne også fodre flamingoer, men det sprang vi over.

Vi tog hen til det store spækhuggershow, helt fantastisk – tænk hvad man kan lære sådan nogle størrelser.

Først skulle vi dog lige “ære krigens helte” – så alle soldater, eller andre, der har noget med forsvaret af USA at gøre, skulle rejse sig op, så vi andre kunne klappe af dem og se dem på storskærm – MEGET amerikansk – men egentlig også lidt rørende at almindelige mennesker gider takke for den indsats de udfører – uagtet hvad man ellers mener om krigen.

Nok om det – spækhuggerne og deres trænere var meget imponerende.

Vi så også “Pet Rules” – show med hunde, grise, katte og ænder samt et show med søløver – meget sjovt, men også meget lig det vi så i Disney (Hov – er man lige blevet forvænt eller hvad!!)

Efter 7 timer tog vi afsted (mest fordi Seaworld lukkede på det tidspunkt – snedigt nok blev man lodset ud igennem deres souvenirbutikker – og Henrik fandt da også et par småting…), hvorefter vi tog ud til Stillehavet – en køretur på 3 minutter, og så solen gå ned. Vi købte pizzaer med hjem, ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men dog mad i maven.

Godt mætte af oplevelser sluttede endnu en dejlig dag.

Om et par timer går turen mod Palm Springs – en by i Californiens ørken, vi skal køre ca. 2 timer og planlægger at nyde resten af dagen i swimmingpoolen.

Hm…der er altså også et lillebitte outlet med kun 130 butikker lige en ½ times kørsel fra hotellet…

Der er billeder her (og hvis nogen skulle være interesseret i yderligere 50 billeder af solnedgang over Stillehavet er vi leveringsdygtige!):

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/Seaworld?feat=directlink

I dag har jeg været i San Diego Zoo og set pandaer, og jeg fik også en pandabamse af min mor og far. Det er IKKE den I ser på billedet;-)

Tsk tsk tsk, hvor skuffende..

Så er vi taget hele vejen fra Danmark til Californien og ind i Zoo og så det første man ser, er nogle flamingoer (har vi i København Zoo) og nogle ænder ( har vi også, ikke i Kbh Zoo men Frederiksberg Have ) og så er de ovenikøbet i samme bur tsk tsk tsk.

Ej det var fint nok, vi startede med en tur oppe i en luftbane så vi kunne få ‘overblik’ (ha ha, så sjovt man er bare ved at dø af grin).

Så var vi på vej hen mod pandaerne, meget skuffende kun 2 dobbelt tsk.

Og efter det spiste vi så frokost ( tror jeg nok, rækkefølgen er måske ikke helt rigtig)

ja og så tog vi så ud tiloutlet og bla bla bla